Tour de Noa
Derfor: Jesus Kommer!
Derfor: Jesus Kommer!
Af Moses Hansen
Vi forlader Pottemagerens Hus - for en kort men vigtig bemærkning -
i perioden 23. april - 2. maj 2012
Vi forlader Pottemagerens Hus - for en kort men vigtig bemærkning -
i perioden 23. april - 2. maj 2012
Lidt historie
Til sommer har vi været på Pottemagerens Hus i fire år. Det har været meget spændende år med fantastisk fællesskab med mange mennesker - og med et særligt fællesskab med den lille kerne, der har været med til at etablere PH til det, det er i dag.
Etableringen har ført til skønne rammer, som har rummet mange spændende begivenheder med alt fra stævner med mange mennesker til besøg af enkelte personer og mange ting ind imellem.
Der har været visse udskiftninger af medarbejdere - og vi har haft - og stadig har - en skøn gruppe af medhjælpere, der ved særlige anledninger kommer fra nær og fjern for at hjælpe til. For hvilket vi takker Gud - og tak til jer.
Rygraden
Rygraden i arbejdet er jer, der beder, giver og støtter arbejdet. Uden jer ville vi ganske enkelt ikke være på landkortet. Så enkelt og sandt er det. Vi takker dagligt for jer - og vi gør vort bedste for at bruge gaverne/midlerne på den bedst tænkelige måde.
Mere er på vej
Alt i alt synes jeg, vi ved Guds nåde har et dejligt sted - skønne rammer med mange muligheder for den nære og længere fremtid. Vi står over for et spændende projekt med ombygning af hallen, så vi kan rumme flere mennesker. Jeg tror, det vil give yderligere luft under vingerne.
Jeg mener slet ikke, vi endnu har set det fulde formål af, hvad Gud vil bruge Pottemagerens Hus til. Men vi er i gang - og vi skal fortsætte ud fra det lys, vi har her og nu - og Gud vil åbne op for mere.
Bønnen og Ordet
Målet for dette bedehus er naturligvis bøn. Men hvad der står om Pottemagerens Hus i Jeremias 18:2,
"Gå ned til Pottemagerens Hus. Dér skal du få mine Ord at høre!"
.... har vi også en forpligtelse at opfylde - og har gjort det så langt vi kunne.
Naturligvis må et bedehus have sit fundament på Ordet.
Ordet har lydt PÅ PH - og Ordet går daglig UD FRA PH via hjemmesiden, "Dagens Ord", "Ugens Ord", "Appetitvækkere", undervisning,
"Den Varme Linje" via UCB Radio og webtv hver torsdag og prædikener på webtv, der kan ses direkte og senere.
Personligt vidnesbyrd
Fra i mange år at have levet et liv med mange rejser og aktioner på landevejene og i byerne kom der år med sygdom, operationer
og mange sygehus ophold, som gav mig nogle stille år - hvilket var ok. Jeg kendte mig stadig værdifuld uden at gøre noget.
Så kom købet af Pottemagerens Hus, og de sidste tre år har jeg været dybt involveret i opbygningen af PH sammen med trofaste venner,
hvilket har været spændende og berigende - og dette arbejde fortsætter naturligvis - også med min tilstedeværelse - om Gud vil.
I marken
Samtidig kender jeg længslen efter at være ude "i marken" med det profetiske Ord. Jeg får ofte henvendelser fra mennesker, der skriver:
"Vi mangler den profetiske røst ude i landet! Behøver du at være på PH hele tiden?"
Så det er ikke kun længslen, der trækker i mig - men også længslen efter at Guds profetiske ord lyder i det offentlige rum. Vi lever i en dramatisk, kaotisk tid, hvor vi med Ordets øjne ser tingene lægge sit til rette som skrevet står, hvilket baner vej for både Kristus og antikrist.
Største katastrofe
For mig er katastroferne ikke den største katastrofe.
Den største katastrofe er, at det meste af vores nation, med folketinget i spidsen, ikke aner, at katastroferne er, hvad Jesus kalder veer og tegn, som går forud for Jesu komme.
Ny plan
Derfor har jeg i længere tid syslet med tanken om at drage ud på landevejen igen - og også være en tid ved Christiansborg.
Denne tanke delte jeg med medarbejderne på PH, som straks var fyr og flamme - og vi begyndte at dele tanker, visioner, muligheder og snakkede om planer.
Planer om at være ude i landet
for at bede -
for at prædike/informere -
for at pege på tidens katastrofer som tegn og veer -
for at møde mennesker -
for at holde møder -
for at møde PH's forbedere, givere og partnere.
Aktionens navn: “Tour de Noa”
Hvorfor? Ud fra Mattæus 24:37-42, hvor det siges, at tiden kort før Jesu komme bliver som på Noas tid, hvor de intet ænsede, før syndfloden kom og rev dem alle bort.
Men også ud fra 2. Peter 2:5, hvor Noa omtales som "retfærdighedens forkynder".
Dvs. han forkyndte om det, der skulle komme - og om Guds løsning = Arken = Kristus.
“Tour de Noas” tema: Derfor! JESUS KOMMER!
Vi vil på flest mulige måder forkynde ordet om tegnene og veerne, at DERFOR sker det, der sker, fordi JESUS KOMMER.
“Tour de Noas” længde
23. april - 2. maj.
Overnatninger og møder
Hvis det kan lade sig gøre, holder vi gerne møde hver aften - i et hjem, en kirke, en kostald, en lade, en kælder. Rummet er ikke det afgørende, men budskabet og menneskene.
Også hvad angår møder hører vi gerne fra dig. Du får tilsendt en plakat, hvor du selv skriver tid og sted på.
Her på hjemmesiden vil vi løbende opdatere med de møder, der tilbydes - og anden frisk information.
“Tour de Noas” formål
At bede og forkynde Evangeliet -
at opleve et indbyrdes fællesskab på turen sammen med lokale kristne -
at møde venner, givere og partnere for PH - og at skaffe nye -
at holde møder hver aften, hvis muligt.
“Tour de Noas” spredning
1.
Lars vil omdanne den bageste del af sin bil til studie.
Dvs.
der vil komme daglige rapporter og videoklips fra Tour de Noa -
der vil blive sendt live optagelser fra turen -
der vil, hvor forholdene tillader det, blive sendt live fra møderne om aftenen -
der vil blive sendt interviews og vidnesbyrd fra turen -
der vil blive sendt Den Varme Linje fra turen.
2.
Desuden vil aktionens logo blive lavet i stickers, som skal klistres på de medfølgende biler.
Der vil også blive logos på t-shirts og vindjakker. Vi vil også få trykt en lille folder, vi deler ud på vejen.
3.
Vi vil naturligvis informere pressen om aktionen.
“Tour de Noas” aktører
1.
Aktionen vil naturligvis være åben for hvem som helst, der seriøst vil gå med for at bede og på anden måde at medvirke. Jeg forventer, at lokale kristne deltager en enkelt dag, eller nogle timer, når vi er på jeres egn. Eller kom ud til os på ruten i din bil - og lad os bede sammen.
2.
Ude på ruten vil
Else være koordinatoren i sin medbragte bil -
Lars være chef for hele teknikken med hjemmeside, radio og webtv -
Søren trække campingvognen og være med som forbeder -
Moses vandre sammen med forbederne og forkyndet Ordet om aftenen.
“Tour de Noas” ubestridte leder
HELLIGÅNDEN!
Derfor bøjer jeg/vi os for Ordet i Jakobs brev 4:13-15,
Og nu I, som siger: “I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge.”
I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: “Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.”
Vores bøn
Derfor bøjer jeg/vi os og beder:
"Hvis Herren vil, så skal vi leve og gennemføre "Tour de Noa" den 23. april - 2. maj, 2012.”
Økonomi
Det bliver en tur med store udgifter til bl.a. benzin til tre ledsagerbiler. Den dyreste investering er dog det tekniske udstyr, som Lars er nødt til at købe for at kunne have et mobilt studie under hele turen, der kan holde jer informeret, så I får en oplevelse af selv at være med i aktionen og bønnen.
Derfor: Tak for enhver ekstra gave til aktionen, som du bedes øremærke “Tour de Noa”.
Reg. 1569 - Konto 346 4040
Du kan også sende en gave via vores hjemmeside under “Støt”.
Information og tilmelding
Else Käs er den, der har svar på alle spørgsmål angående aktionen - og hun er den, du skal ringe til angående tilmeldinger til stævnerne på PH, information om “Tour de Noa” samt tilbud om overnatninger og møder på turen.
Information og tilmelding hos Else Käs, tlf. 7553 3323 eller på e-mail: info@watchman.dk
